Liv&Værk

Barndom og ungdom

Tidlige år

Fjodor Dostojevskij er født d. 11. november 1821. Faderen er samme år udnævnt til stabslæge ved Marinskij Hospitalet for fattige i Moskva. De første 15 år af Fjodors liv bor familien, der efterhånden tæller 7 børn, i den lille tjenestebolig på hospitalet. Børnene får læst russiske eventyr, besøger cirkus og oplever dukketeater. Som 10-årig ser Fjodor en teaterforestilling på Maly-Teatret i Moskva. Det bliver en af hans første åndelige øjenåbnere. Men de fattige og til tider tragiske vilkår på faderens arbejdsplads giver i løbet af barndommen Fjodor nogle stærkt traumatiske oplevelser han aldrig siden glemmer. Ved moderens pludselige død i 1837 beslutter faderen at sende Fjodor og hans bror Mikhail til Skt. Petersborg. De skal uddanne sig på det militære ingeniørinstitut. Dostojevskij optages her af en intellektuel kreds af ligesindede (Petrushevskij-kredsen), der tilbringer tiden uden for militærtjenesten med litterære diskussionsaftener.

Den unge Dostojevskij

Forfatteren

Fjodor indlogeres på Ingeniørslottet i Skt. Petersborg, den historiske og dramatiske ramme omkring det uhyggelige fadermord på tsar Pavel d. første (1801). Her aflægger han under sin uddannelse adskillige eksaminer i religion, russisk litteratur, befæstning og artilleri, historie, tysk, fransk og tegning, geometri, arkitektur, samtidigt med militær – og vagt tjeneste. Fjodor bliver redaktør på militærinstituttets avis, og på trods af sin stille og lukkede natur arrangerer han musikalske aftener og teaterforestillinger. Han nyder i det hele taget Skt. Petersborgs store, kulturelle udbud. Skole og militær livet tiltaler ham ikke. I 1843 indgiver han sin afsked. Han kan nu hengive sig helt og holdent til sit forfatterskab og påbegynder sin første roman, ”Arme mennesker” (der udkommer i 1846 og roses i samtiden), samt de litterære værker ”Dobbeltgængeren” og ”Hvide Nætter”.

Et andet, nyt liv

Dødsdom

”I dag har jeg i tre kvarter set døden i øjnene. Jeg har oplevet min sidste stund, og nu begynder livet forfra, et andet liv …”, skriver Fjodor til broderen Mikhail, samme dag, han benådes: I april 1849 arresteres 34 personer med tilknytning til Petrushevskij -kredsen, herunder Dostojevskij. Dostojevskij tilbringer 8 måneder i fængsel, i en enecelle i den berygtede Peter og Paul Fæstning i Skt. Petersborg. I den mørke celle, lever han af amerikansk olie, og har tilladelse til at brænde en kærte om aftenen han kan læse ved. Her skriver han novellen ”En lille helt”, mens fire andre fanger bliver sindssyge og én overføres til et sindssygehospital. I den kolde vintermorgen 1849, føres Dostojevskij til skafottet på Semjonov-pladsen iført hvid ligskjorte. Han bindes til en træpæl mens eksekutions pelotonen afventer ordren til de dræbende skud. Med ”Domsændring af kejserens nåde” ændres straffen i samme time fra dødsstraf til straffearbejde i Sibirien: For Dostojevskijs vedkommende 4 år i tugthus i Orenburg (Omsk) og derefter 4 år med tjeneste i et strafferegiment (Semipalatinsk). Hans fangetransport til Sibirien sker igennem den juleoplyste, sneklædte by, på selve juleaftensdag, med tunge jernlænker og et af vemod blødende hjerte. I dag, finder man på selve henrettelsespladsen Børne og ungdomsteatret TJUZ, hvor man siden 1922 har kunnet møde klassikeren på scenen.

Straffefangens erkendelse af Kristus

DØDENS HUS

”Der var øjeblikke, hvor jeg hadede hvert et menneske, ligegyldigt om ondt eller godt, hvor jeg i hvert menneske så et uhyre, der ustraffet kunne forgribe sig på mit liv. Det værste er, at man selv bliver utålelig, ondsindet og gemen, at denne følelse gennemtrænger ens bevidsthed …”, erindrer Dostojevskij om de mørke år i hans liv blandt de frygteligste forbrydere. I fire år hører han ikke et ord fra hverken familie og venner, men oplever en smule medfølelse fra fremmede. Han erindrer senere den rådne træbarak, ekstrem frost, skidtet og pløret på gulvet, stanken fra retirade-spanden, kakerlakker, manglen på ALT. Værst er for den skrøbelige og tænksomme Dostojevskij den konstante, evige fjendskab, skældsord, skrig og vold. I sine tanker, erkender han: ”Jeg tror, at enhver til Sibirien forvist … må lade alt, hvad han i fortiden har gennemlevet af lidelser … gå igennem sin bevidsthed og sin erindring. (..) Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet så dragende, intet så sandt, så klogt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus”. Fra det hårde liv i sit sibiriske fængsel, skriver Dostojevskij senere ”Optegnelser fra Dødens Hus”, der udkommer fra 1861.

At genfinde friheden

Et barsk liv

”I Soldaterfrakken er jeg den samme straffefange som før…”, og overført fra straffelejren kommer Dostojevskij i 1854 i militærtjeneste i Semipalatinsk, hvor han stadig forfølges og kontrolleres. I disse år møder Dostojevskij et menneske som får stor betydning i hans liv: Aleksander Wrangel, der virker utrætteligt for at lindre Dostojevskijs tilværelse, og på at få retableret Dostojevskijs rettigheder: at generhverve friheden, retten til at arbejde som forfatter og udgive sine værker. Dostojevskij erindrer: ”Man skal have mere ærgerrighed, mere ærefrygt for sit talent og for kunsten, mere kærlighed til kunsten … man må tænke mere … kolossale skikkelser, der skabes af kolossale digtere, bliver i reglen til under lange og hårdnakkede besværligheder”, en erkendelse af, at Dostojevskij nu skylder sit store forfatterskab til sit usædvanlige og barske liv.

Den hvileløse

Livskrise

I november 1859 vender Dostojevskij endelig tilbage til Skt. Petersborg, hvor han genser sin elskede broder Mikhail. De to skaber ”Vremja”,(”Tiden”), et litterært og politisk tidsskrift. Heri lægger de alle deres kræfter, midler og håb. En brandkatastrofe i Skt. Petersborg udvirker, at Dostojevskij af helbredsårsager (pga. sin tiltagende epilepsi), tager på sin første europarejse i sommeren 1862. En kort periode med feberagtig rejseaktivitet og ophold i næsten alle europæiske byer, herunder Baden-Baden – hvor han første gang prøver rouletten. Denne periode i Dostojevskijs liv indeholder benhårdt, slidsomt og konstant arbejde, hvor han udkommer med ”De ydmygede og forurettede” og påbegynder ”Onde ånder”. ”… Her befinder jeg mig nu som i feber. Dette er min roman, skyld i; I mindst tre måneder må jeg arbejde dag og nat. Og hvilken løn venter der mig så, når jeg engang er færdig? ”. Dostojevskijs kurophold, hans spillelidenskab, tidsskriftet ”Epoke”, afbrydes i efteråret 1864 af broderen Mikhails pludselige død, i en alder af kun 44 år. Mikhail efterlader en enorm gæld som Dostojevskij overtager. Mikhail har siden deres fælles barndom, for Dostojevskij været ”det dyrebareste af alle mennesker”.

Et glædeligt gensyn

København

”… Jeg føler, at kun et tilfælde kan redde mig. Hele mit forråd af kræfter og energi er forvandlet til uro, til en følelse, der ligger lige op ad fortvivlelsen: Rastløshed, bitterhed, kold beregning … og dertil kommer så ensomheden. Af det, jeg var førhen, af det, jeg ejede, da jeg var fyrre, er der intet mere tilbage … først nu begynder jeg at leve ...”. I 1865 genoptager Dostojevskij venskabet med Aleksander Wrangel. Det er ham, der som Dostojevskijs frelsende engel sender en nødvendig håndsrækning til forfatteren og hans på dette tidspunkt så fortvivlede liv. Og en invitation til at besøge København, hvor Wrangel er udsendt som legationssekretær ved det kejserlige gesandtskab. Det er i København, hos familien Wrangel, at Dostojevskij møder et lykkeligt familieliv og en savnet ro, et nærvær der vækker erindringer om fortiden til live. Her får Dostojevskij overskud til igen at påbegynde sit forfatterskab. Besøget i København vækker igen skaberkraften i mennesket og forfatteren Dostojevskij, og efterfølgende færdiggør en af sine største romaner ”Forbrydelse og Straf”. Den udkommer som føljeton fra april 1866.

Den lange rejse

Et nyt liv

Tilbage i Skt. Petersborg, presset af yderst alvorlige omstændigheder, ansætter Dostojevskij Anna Grigorjevna Snitkina, til hvem han i løbet af 21 dage dikterer ”Spilleren”. Det bliver til et stærkt forhold der varer resten af livet. Snart efter brylluppet i marts 1867, tager parret beslutning om at rejse til udlandet. De sælger Annas arv for at komme afsted og derved redde et ægteskab, der af flere årsager er ved at forlise. Parrets ”frivillige eksil” i udlandet kommer til at vare lidt over 4 år. De gennemgår nogle hårde prøvelser: deres første barns død, Fjodors sygdom, den konstante mangel, roulettens fristelser, og umuligheden af at vende hjem. I parret fremkaldes håbet om ”den lykkelige hjemrejse”. Anna Grigorjevna erindrer at de kommer tættere på hinanden, i fælles taknemmelighed for et dybt og følelsesmæssigt familieliv. ” … I disse dage bliver jeg et andet menneske, et nyt liv begynder for os. (…) Dette vil stå for mig hele livet igennem” skriver Dostojevskij. I disse år skaber han ”Idioten”, hvis grundidé er, at fremstille det fuldkomment skønne menneske på jorden. Værket udkommer som føljeton fra efteråret 1868.

De store triumfer

En forfatters dagbog

Den glæde ved tilværelsen, som Dostojevskij har ønsket, bliver omsider til virkelighed. Et anerkendt og givende forfatterskab, og et forfatter-omdømme der stiger ved hver ny udgivelse: I en sådan grad at han i 1878 inviteres af kejser Aleksander III til at møde kejserfamilien og undervise kejserparrets børn. Dostojevskij afholder en række store, offentlige forelæsninger med mange hundrede tilhørere. Han indbydes til at læse op fra sine store værker på byens litterære saloner. Anna Grigorjeva bliver Dostojevskijs gode ånd: Hun skaber om ham en tryg ramme, tager sig af hverdagen, af gælden og er hans kærlighed og støtte. Dostojevskij skriver og skaber, men hans helbred forværres. Han skriver ”En forfatters dagbog” (1876) der indeholder ”Et latterligt menneskes drøm” og ”Drengen til juletræsfest”. Familien tilbringer fra 1872 meget tid på Datjaen i ”Staraja Russa” (Novgorod). Her finder han roen til at færdiggøre storværket ”Brødrene Karamazov”, der udkommer i december 1880. I Datjaen skriver han ”Pusjkin-talen”, som han afholder ved Pusjkin-Monumentet i Moskva, foran tusinder af mennesker, d. 8. juni 1880. Det bliver Dostojevskijs triumf.

En forfatters død og begravelse

Sidste stund

Et godt år begynder. Gælden er væk, Fjodor er fuld af idéer til fortsættelsen af ”Brødrene Karamazov”, og i flere måneder har Dostojevskij ikke haft epileptiske anfald. Han medvirker endda i en privat teaterforestilling og i en række oplæsninger som æresgæst i byens litterære saloner. I løbet af få dage, i slutningen af januar, får Dostojevskij det dårligt. En række blødninger forværrer hans helbred. Dostojevskij er bevidst om, hvor det bærer hen. Hustruen Anna, sønnen Fjodor og datteren Ljuba samles om den døende forfatter, der ligger i sit arbejdsværelse. Fjodor Mikhailovitj Dostojevskij dør d. 28. januar kl. 20.38 (gammel russisk kalender). I de tre dage der går inden begravelsen på Aleksandr Nevskij-klosteret i Skt. Petersborg, defilerer store dele af Petersborgs borgere igennem Dostojevskijs stuer, for at se ham og vise deres respekt. Flere end 10.000 mennesker følger Dostojevskijs kiste til klostret i den hårde frost, ledsaget af flere hundrede korsangere og utallige bårebuketter. Et kolossalt syn, som man ikke havde set før i Rusland. Dostojevskij begraves d. 1. februar (russisk kalender). Hustruen Anna dør af sult d. 9. juni i byen Jalta på Krim, i 1918. Anna begraves først ved Dostojevskijs side d. 9. juni, 1968.

Det kolossale forfatterskab. Dostojevskijs arv.

200 året

Fordyb dig i Dostojevskij og det vil kunne hele din sjæl! Forfatterskabet er universelt og kredser om den menneskelige medfølelse. Dostojevskijs litterære arv vil til hver en tid minde os om det at være menneske, og hvad dét er. Om dette taler forfatteren til os over tidens århundreder. Hans klassiske værker bliver læst igen og igen, og sat op på teater, skildret på filmlærred og vedbliver at være en inspiration. Med utallige genudgivelser og oversat til næsten alle verdenssprog. Sigmund Freud omtalte det ikoniske værk ”Brødrene Karamazov” som den mest storslåede roman, der nogensinde er skrevet. Karen Blixen sagde om Dostojevskij at han var ”den største af os alle”. Dostojevskijs forfatterskab er verdens fælles kulturarv. I 2021 – 200 året for Fjodor Mikhailovitj Dostojevskijs fødsel - samler vi alle omkring Dostojevskijs eksistentielle forfatterskab til en fejring af kunsten, litteraturen og mennesket.