Dostojevskijs hjerte og sjæl
ANNA DOSTOJEVSKAJAS SIDSTE ÅR
Det er tidligt at blive enke som 34 årig. Det blev Anna Grigorjevna Dostojevskaja. Efter 14 års ægteskab med sit livs kærlighed, døde hendes mand Fjodor Dostojevskij fra hende, bare 60 år gammel. Anna giftede sig aldrig igen.
1866 – 1881
1866 – 1881
” ... Jeg gav mig selv til Fjodor Mikhailovitj da jeg var 20 år gammel. Nu er jeg over 70 og jeg tilhører ham stadig helt og holdent i hver en tanke og handling ...
FRI I ÅNDEN
Gennem alle 14 år i deres ægteskab var Anna Grigorjevna sin mands stenograf, sekretær, økonomiske rådgiver, udgiver, distributør og daglig driftsleder. Disse år var Dostojevskijs mest produktive år. Hvis Anna Grigorjevna Dostojevskaja blev bedt om recepten til et lykkeligt ægteskab med en stor forfatter, ville det nok blive opsummeret sådan her, med hendes egne ord: ” ... Du må passe på følelserne så de ikke splintrer. Det er nødvendigt at handle betænksomt og have viljen til ikke at slå i stykker. Der er intet i livet mere værdifuldt end kærlighed. Derfor må man kunne tilgive mere, søge efter egne fejl, og slibe egne skarpe kanter”.Anna Dostojevskaja skrev: ” ... Vi var ikke hinandens ekko, eller underkastede os hinanden, eller slyngede os om hinanden. På denne måde følte både jeg og min gode ægtemand os frie i ånden. Vores gensidige forhold gav os begge muligheden for at leve alle 14 fjorten års ægteskab i størst mulig lykke som nogen kan få på jorden ... ”
1881 - 1917
1881 - 1917
Til ægtemandens minde
ARVEN EFTER DOSTOJEVSKIJ
Efter Dostojevskijs død i 1881, dedikerede Anna Grigorjevna sig udelukkende til at tjene sin mands værker og hans minde. Hun rejste midler og fik organiseret en særlig afdeling i Moskvas Historiske Museum. Hun samlede over 1000 forskellige genstande, manuskripter, breve, dokumenter, fotografier, notesbøger, portrætter, næsten alt der er skrevet om ham på både russisk og på alle andre sprog.Anna forberedte en omfattende og vidtfavnende beskrivelse af al materialet, og publicerede en komplet biografi af sin mands værker samt om litteraturen om ham. Bibliografiens indholdsfortegnelse relaterer til hans liv og aktiviteter og indeholder over 5000 registreringer. Det er en bedrift i russisk bibliografi. Alt til minde om og dedikeret til hendes ægtemand.
1923
1923
”Lev Tolstoj: Hvilken mand var Dostojevskij? Han var, svarede Anna Dostojevskaja, den venligste, den blideste, den klogeste og mest generøse af alle mænd jeg har mødt ...
MIT LIV MED DOSTOJEVSKIJ
Anna skrev dagbog om sit liv med Dostojevskij, der udkom posthumt i 1923.” ... I begyndelsen skrev jeg kun om indtryk fra rejser og dagligt liv. Men efterhånden ønskede jeg at beskrive alt der fascinerede og interesserede mig ved min kære ægtemand. Hans ideer, hvad han talte om, hans meninger om litteratur, musik osv. Jeg noterede også vores små skænderier, min protest mod nogle af hans meninger, som f.eks. om kvinder, jeg kunne skrive helt frit, for jeg vidste, at ingen andre end jeg selv skulle læse det. Jeg stenograferede. Som regel om aftenen sad Fjodor og arbejdede, og jeg sad ved et andet bord og skrev min dagbog. Fjodor sagde mange gange: ”Hvor ville jeg gerne se, hvad du skriver med dine mærkelige kragetæer - skælder du ud på mig? ... ”
1866 – 1917
1866 – 1917
I over 30 notesbøger beskriver Anna i sine erindringer sit liv med Dostojevskij. Hun begynder at skrive i 1866 og afslutter i 1917.
LYKKEN
Anna Dostojevskajas erindringer giver et klart billede af hendes praktiske sans, uendelige energi, ukuelige vilje og evne til at gennemskue ting, hendes åbenbare og perfekte supplement til Dostojevskij, som var ret inkompetent i praktiske gøremål.Annas forlægger Leonid Grossmann giver hende denne beskrivelse, et år før hun dør: ” Til trods for hendes svagelighed, besad Anna Dostojevskaja en usædvanlig kraftfuldhed. Hun var en fornøjelse at tale med. I timer, næsten uden pause, kunne hun fortælle om tidligere begivenheder, om familietraditioner, om bekendtskaber og i særdeleshed, selvfølgelig, om ham. ”Jeg lever ikke i det tyvende århundrede”, sagde hun, ”jeg er forblevet i halvfjerdserne i det forrige århundrede. Mine relationer er venner af Fjodor, og jeg er forbundet med de af Fjodors tætte venner, som ikke er mere. Enhver der studerer Dostojevskijs liv eller hans værker, er for mig en nær relation.”
”Jeg er 71”, sagde hun, ”men jeg ønsker ikke at dø endnu. Ind imellem tror jeg, at jeg vil blive 90 ligesom min mor blev. Der er stadig en masse arbejde, der skal gøres, mine erindringer er slet ikke afsluttede.” Og den ældre kvinde med falmet ansigt, men stadig charmerende, med klare forstående grå øjne, og med et velholdt ungdommeligt smil, ville vise Dostojevskijs værker, hendes egne erindringer, dyrebare private mindesmærker, samt den intensive korrespondance fra sin ægtemand, til enhver der var interesseret. ”Jeg havde altid behøvet et gøremål i livet. Jeg er altid blevet optaget af arbejde eller noget andet, der har opslugt mig totalt. Nej, jeg kan ikke klage – Jeg har kendt til lykke. Nogle gange, når jeg sidder her i aftenstilheden i min have og ser på solnedgangen, tænker jeg : Gud, hvorfor har du givet mig sådan et lykkeligt liv. Hvordan skal jeg takke for det?”
1872 - 1880
1872 - 1880
Anna var opvokset i en varm atmosfære uden stress, i en funktionærfamilie i en 11 værelsers lejlighed, hvor far, mor, fire brødre, hvoraf den ene var gift og havde børn, alle boede i et stort fællesskab. Hun havde overskud og hun var optimistisk.
STARAYA RUSSA
Den lille idylliske landsby Staraya Russa, smukt beliggende ved floden Polist, var stedet hvor familien Dostojevskij valgte at tilbringe somrene med deres børn. Dostojevskij skrev til sin søster: ”Da spørgsmålet om et landsted er meget vigtigt for os, har vi på anbefaling lejet et sted i Staraya Russa.Her er mange bekvemmeligheder, her er billigt, roligt, nemt at rejse til, og endeligt er huset møbleret, der er køkkengrej, her er togstation og aviser osv. ”Datteren Ljuba var endnu ikke tre år og sønnen Fedya endnu ikke et, første gang de ankom til Staraya Russa med de frodige grønne områder og klokker der ringede fra de mange kirker. Næste sommer erhvervede familien Dostojevskij deres eget hus i Staraya Russa. For første gang ejede de egen bolig, efter at være flyttet fra lejlighed til lejlighed.
Anna skrev om dette sted: ”Tak for at vi kunne købe dette sted, vores egen rede, hvor vi fuld af glæde tog hen tidligt om foråret og som vi hadede at tage fra, sent om efteråret. ”Fjodor betragtede huset som sit fysiske og moralske fristed: ”Jeg husker, at han altid ventede med at læse interessante og elskede bøger til vi ankom til Staraya Russa, hvor tilfældige gæster sjældent forstyrrede den isolation han tilbad. Min mand syntes så godt om vores skyggefulde lund og den store brolagte gård, i hvilken vi gik ture på regnvejrsdage, mens hele byen druknede i mudder. Men vi kunne begge to særlig godt lide de små, men godt placerede værelser i huset, med de gamle møbler i tungt rødt træ, ja hele indretningen, hvor vi boede så varmt og hyggeligt.”
Den gamle landsby Staraya Russa, efterlader sit eget vigtige bogmærke i biografien om Dostojevskij. Han skrev mange af sine værker her, bl.a. Brødrene Karamazov. Sommeren 1880 under et forlænget ophold her, havde Dostojevskij været ualmindelig produktiv. Det blev hans sidste sommer.
1880 – 1917
1880 – 1917
” … De kiggede rundt, men fandt intet.
REVOLUTIONENS RÆDSLER
Efter Dostojevskijs død fortsatte Anna med at komme til Staraya Russa, og bevarede omhyggeligt minderne fra deres fælles liv sammen. Hun var der sidste gang i 1914. Huset overlevede revolutionen og efterfølgende krige og findes den dag i dag. Forlægger Grossmann fortæller, at sidste gang han mødte Anna Dostojevskaja var i marts 1917, kort før revolutionen, på halvøen Krim, hvor hun havde søgt tilflugt.Anna erindrede: ”Men på tredje eller fjerde dagen af revolutionen, så jeg fra mit hotelvindue en gruppe arbejdere fra byens våbenfabrik der med våben og flag kom for at ransage vores hotel. Hvem der var deres mål, var vi ikke klar over, men de kom direkte til os og straks hørte vi banken på døre og trampen nedenunder. Jeg låste mig inde i mit rum, og tænkte med rædsel på alle mine sager og ting, portrætter, breve, bøger og Dostojevskijs manuskripter, der nu var dømt til ødelæggelse. Efter få minutter hører jeg lyde nærme sig min etage, så passerer de min dør, taler meget højt, råber og skriger. Efter endnu et par minutter hører jeg ophidsede stemmer udenfor min dør. Jeg opfanger en sætning med navnet Dostojevskaja. Der bankes på min dør, men til min overraskelse er det en meget respektfuld banken. Jeg gør korsets tegn og åbner døren. Jeg henvender mig til den larmende mængde, og beder dem behandle en gammel dame med medmenneskelighed. En af lederne skynder sig at berolige mig. ”Vi ved hvem du er, siger han, og vi gør dig intet ondt. Men vi skal gennemgå dit værelse”. Det viste sig, at man ledte efter minister Propopoff, der ifølge rygter skjulte sig i byen på det tidspunkt.
1918 - 1968
1918 - 1968
Den 1. juni købte Anna Dostojevskaja et brød, stadig varmt, og sulten som hun var, spiste hun det meget hurtigt.
HVIDE ORKIDEER
Efter fjorten dage kom Anna Dostojevskaja sig så meget, at hun kunne rejse til en ejendom hun havde i Jalta på halvøen Krim, hvor en gade var opkaldt efter Fjodor Dostojevskij. Men udmattelsen ved rejsen og sygdom, havde forværret hendes helbred. Hendes kamp for at overleve i tiden med revolutionen og spansk syge er hård.I foråret 1918 bevægede tyskerne sig ind i det sydlige Rusland og afskar Moskva, hvor Annas og Dostojevskijs søn Fjodor boede, fra omverdenen. Anna havde intet at leve for. Vedvarende levede hun nu uden at få ordentlig mad, på sultegrænsen. På det lokale marked ombyttede hun smykker hun i lykkeligere dage havde fået af Dostojevskij, og siden altid passet på.
Den 1. juni købte hun et to punds brød, stadig varmt, og sulten som hun var, spiste hun det meget hurtigt. Samme aften fik hun de forfærdeligste smerter, og den tilkaldte læge diagnosticerede en akut tarmslyng. Hendes tilstand forværredes med forfærdelige smerter. Den 7. juni mister hun bevidstheden, og to dage senere d.9. juni 1918 klokken elleve om morgenen dør Anna Dostoevskaja, 72 år gammel.
Hendes legeme lod man stå i en jernkiste et halvt år i krypten under kirken, indtil hendes søn fik mulighed for at komme fra Moskva til Jalta, når revolutionen og borgerkrigen havde lagt sig. Anna bliver begravet tæt på kirken, men allerede samme nat kommer der gravrøvere og graver kisten op, for at stjæle værdier. Der var kun guldtænder at finde. Gravstedet bliver passet af Anton Tjekhovs elskede søster Maria, indtil hun også dør.
Anna Dostojevskajas eget ønske var at blive stedt til hvile ved siden af Dostojevskij i Sankt Petersborg. Dette skete først i 1968. Det var Annas og Fjodor Dostojevskijs barnebarn Andrej, der sørgede for at opfylde hendes sidste ønske: Andrej Dostojevskij nedsatte hendes urne på blade fra smukke, hvide orkideer.
“” Hver eneste af os har skyld over for alle, vi er alle skyldige i alt, og jeg er mere skyldig end alle andre … det er ikke af sorg jeg græder, men af fryd; det er jo mit ønske at være skyldig over for dem alle; det er en trang, som jeg ikke kan forklare dig; uden denne trang ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal elske dem …
Brødrene Karamazov, (1880)
Fjodor M. Dostojevskij
